Om Haastrup kirke

Om Haastrup kirke

Sære sagn trives og mørk mystik kredser om de danske kirkebygningers tilblivelse. Mange steder har overtro og tro hersket ved siden af hinanden, da de mange kirkebyggerier fandt sted i middelalderen. Fra alle landsdele berettes om kirkelam, kirkeharer, duer eller andre dyr og fugle, som gravso og helhest. I kirkealtre er beviseligt henlagt offergenstande af tvivlsom værdi i forbindelse med tro og overtro. Under altre er der nedgravet ting og genstande, og i selve koret er der også nedgravet andre ting end netop døde personer. Koret var i mange år den fornemste begravelsesplads for sognets rigeste personer.

Derimod hersker der stor tvivl om den mærkelige handling, der er udført i forbindelse med nedgravning eller ofring af dyr i kirken. Der er fundet skeletrester af dyr i mange kirker rundt om i landet. Mest kendt er sagnet fra Findstrup kirke ved Faaborg, hvor herremanden på det nuværende Holsteenhus fik påbud om at nedrive kirken, fordi han havde begravet sin afdøde hund bag altret.

Er der mon i Haastrup Kirke fundet en lignende begravelse sted? Noget kunne tyde på det, men i modsætning til Findstrup Kirke fik Haastrup lov til at beholde sin kirke.

Under arbejdet med at restaurere kirken, hvorunder alt inventar fjernes og jordlaget delvis gennemgraves, har arbejderne fundet kæbebenet af en hund nedgravet ved alteret. Herom hersker der ingen tvivl. Men hvorfor blev hunden eller dele af den begravet i i kirken? Man kan jo gisne. Dyreofringer har jo fundet sted siden oldtiden for at bringe held eller være til stede, når ejerne kom hinsides. Så hvorfor skulle kirkerne ikke også kunne bruges.

Fundet i Haastrup blev videregivet til Nationalmuseet. Her kunne man dog ikke give en umiddelbar forklaring. Men de mange sagn og historier om tilsvarende eller ofringer i andre kirker gør det dog sandsynlig, at noget sådant er sket i Haastrup Kirke.

Menighedsrådsformand Per Frank

Haastrup kirkes historie

Haastrup kirke er som de fleste gamle kirker ikke opført som helhed, men gennem tiden har slægter føjet hver deres del til bygningen.

Ældste del er de tre østlige hvælvingsfag, som er opført af rå marksten bundet med kalkmørtel. Oprindelig har denne ældste kirke stået med fladt bjælkeloft, og der har været indgange i nord- og sydsiden. Den sydlige indgang var lidt mere vestlig end den nuværende og ses markeret i pudset ved indgangsdøren.

Denne type kirker opførtes i perioden 1000-1150. Omkring 1350 vinder teglsten frem som byggemateriale, og det bliver muligt at bygge hvælvinger. Sandsynligvis i begyndelsen af 1400-tallet er kirken blevet forlænget med et fag mod vest, og alle fire fag har fået krydshvælvinger; i det vestlige fag er hvælvingen bygget i forbandt med muren, i de tre andre fag hviler hvælvingerne på skjoldbuer bygget inden for de oprindelige mure.

Tårn og våbenhus er de yngste dele af kirken. Ved bygning af tårnet er skibets vestgavl indmuret som del af tårnet. De oprindelige kamtakker kan ses over ringerloftet ligesom vestgavlens blændinger. Det er dog kun på den sydlige del af gavlen, der har været blændinger. Når den nordlige del ingen blændinger har, kan det måske skyldes, at der på dette sted har været en klokkestabel.

Tårnet er opført dels af kamp-, dels af teglsten. Våbenhuset er af munkesten til vindueshøjde, derover af små gule sten.

Omkring 1450 må kirken regnes for færdigbygget.

Kirkens mål:

• Skibet indvendig:                       24,5 x 8,5-8,7 m
• Skibet udvendig:                        26,5 x  11 m
• Skibets højde til gesims:          4,75 m
• Skibets højde til gjordbuer:    5,5 m
• Skibets højde til hvælving:      7 m
• Skibets højde til rygning:         11 m
• Tårnets grundflade:                  8,8 x 7 m
• Tårnets højde til gesims:         12 m
• Tårnets højde til tinde:            18 m

Altertavlen er en kopi af C.W. Eckersbergs alterbillede i Vor Frue Kirke i Svendborg. Det vurderes som en god kopi, signeret P.W.1850. (Formodentlig Peter Gregers Wørner (1789-1856) tegnelærer ved akademiet).

De sengotiske lysestager har fødder med siddende løver. Den syvarmede lysestage (kaldet Grundtvigstage) er en gave fra sognets kvinder. Fru lærer Mose vandrede sognet rundt og indsamlede beløbet. Stagen kostede 100 kr. og blev tændt første gang juleaften 1913.

Kirkesølvet består af en alterkalk og disk fra sølvsmed Mattis Simmonsen, Odense 1697. En vinkande fra Bent Exner, 1966. Oblatæsken af forgyldt søv med bund i tin 1734, er en gave fra Karen Brahe. Beretterkalk med disk og etui er af sølvsmed Poul Theilgaard, Odense 1806, skænket af greve Preben Bille-Brahe. Særkalke i sterlingsølv, Dragsted 1933.

Kirkens nuværende døbefont er fra 1926, skænket af Pastor Christian Sørensen. Dåbsfad og -kande (dateret 8.-3.-1927) er en gave fra lærer P.H.Mose og hustru. En ældre døbefont af støbejern står nu i våbenhuset. Af kirkens ældste font er kun fodstykket bevaret. Det er af gotlandsk type og ses i korets sydøstlige hjørne.

Prædikestolen med opgang og lydhimmel er i senbarok stil. Den er bekostet af Susanne Brahe, som fik patronat for kirken de 13.-8.-1757.

Kirken har tre lysekroner. Den midterste er skænket til kirken 1915. Den østlige krone er også en gave – tændt første gang juleaften 1937. Disse to kroner er Kalundborgkroner. Ved kirkerestaureringen 1968 anskaffedes den tredje krone, en Vartovkrone. På dette tidspunkt var det ikke muligt at købe en Kalundborgkrone.

Kirkens orgel har 6 stemmer og er bygget af Frobenius. Det er fra 1968. Der er dog planlagt ombygning af orgelet, så det får anhangspedal.

I kirkens vestvæg er indmuret to gravsten. Den ældste (ved orglet) er over Palne Munks døtre, Ode og Edel. Inskriptionen lyder: ”Ode et Edel filie Palli Marsk militis de Ostropgardh hic sepult MCDLXX” (Ode og Edel døtre af Palne Marsk, Østrupgård, er her begravet 1470). På stenen er to våbenskjolde, øverst for slægten Munk, nederst for slægten Frille. I hjørnerne er de fireevangelistsymboler: mennesket (Matthæus), løven (Markus), oksen (Lukas) og ørnen (Johannes).

Den anden gravsten (syd for gitterporten) er over søstrene Karen Brahe (1657-1736) og Birgitte Brahe (1664-1745), Østrupgård.

Begravelserne er under gulvet i koret, og stenene har oprindeligt ligget over gravene, men er på et tidspunkt flyttet til nuværende plads.

I tårnrummet står to sandstenssarkofager med etatsråd Frederik Hein og Susanne Brahe. Frederik Hein var borgerlig af fødsel, hed oprindelig Jensen. Han erhvervede hovedgården Stensgård i Millinge og godset Grubbesholm, Nørre Bork sogn i Ringkøbing amt. I 1737 blev han i Horne kirke gift med Susanne Brahe til Østrupgård. Senere erhvervedes Damsbo. Ægteskabet var barnløst.

I 1854 blev kirken grundig restaureret. Våbenhuset blev forhøjet, og kirken fik nye jernvinduer. Den gamle kirkedør med indskrift i jernbogstaver blev udskiftet. Den er nu på Nationalmuseet. Dens plattyske indskrift lyder: ”hilp dissem dw dat iu got ghellevnde vse leve vrovwe” (Hjælp til denne bygning, hvad Gud og vor kære frue gengælde eder).

Tårnets sydgavl blev skalmuret 1948. De tilmurede glamhulmuren bar tydelig spor efter en tidligere skalmuring. Sydgavlen har sikkert oprindelig haft samme udformning som nordgavlen

Klokken bærer årstallet 1806 og indskriften ”Gud alene æren” P.E. (Preben Bille Brahe). Kirken havde tidligere to klokker. Den nuværende klokke er en fornyelse eller omstøbning 1806. De tilmurede bjælkehuller tyder på en væsentlig ændring af tømmerkonstruktionen, der bærer tallet 1806.

Ældre mennesker kunne fortælle, at tårntrappen af en bygning. Den nuværende trappebygning er opført af munkesten, antagelig ved hovedreparationen 1883 og således den yngste del af bygningen. At der tidligere har været indgang via tårnet er en mistolkning.

I 1966-68 gennemgik kirken en grundig restaurering under ledelse af arkitekt E. Mindedal, Ollerup. To gjordbuer (buer mellem hvælvingerne) blev rettet op. Vægge og hvælvinger blev renset for gammelt puds og pudset om. Orgelpulpitur blev fjernet, nordvestligt vindue muret til, nyt orgel opsat. Centralvarme blev indlagt, stolestaderne blev ændret (to stolestader mindre i hver side) og træværket blev malet.

Historiske informationer er hentet fra folderen om Haastrup kirke, udarbejdet af Anders Ploug-Sørensen. En mere udførlig beskrivelse af kirken fås ved henvendelse til Haastrup Folkemindesamling.

Kirkesølvet i Haastrup kirke

I sidste nummer af Kirkebladet beskrev jeg kirkesølvet i Jordløse Kirke, og jeg lovede da, at jeg ville skrive noget om altersølvet i Haastrup Kirke denne gang. Heldigvis har vi Folkemindesamlingen i Haastrup, samt kyndige folk til at finde stoffet frem.

Alterbægrene er fra 1933 og i tretårnet sølv. De er en gave fra sognets beboere. Bægrene er lavet hos Dragsteds sølvsmedje og ligner andre alterbægre fra den tid.

Alterkalken er fra 1697 fra sølvsmed Mathis Simonsen i Odense. Alterkalken er uden tvivl givet fra baroniet Brahetrolleborg, der havde patronat til kirken indtil 1757.

Oblatæsken er af forgyldt sølv med bund af tin. I bunden er indgraveret ”Hostrup Kirke 1743” skænket til kirken af jomfru Karen Brahe til Østrupgård. Det er den eneste ting, hun skænkede kirken, der er bevaret. Disken er af sølv og fra samme tid som alterkalken og måske også fra Mathis Simonsen i Odense, men den mangler mestermærke.

Desuden er der en beretterkalk med disk og futteral. På foden er indgraveret P.B.B. 1806 (Preben Bille Brahe) Den er lavet hos Poul Jensen Theilgaard i Odense. Preben Bille Brahe var ejer af stamhuset Hvedholm, der ejede bl.a. Hvedholm, Stensgård og Østrupgård.

Vinkanden er fra Exners Sølvsmedie og fra 1968. Den er sikkert foræret kirken ved kirkens genåbning efter den store restaurering 1966 – 68.

Dåbsfadet med tilhørende kande er en gave fra lærer, kirkesanger og kirkeværge Per Mose og hans hustru Marie Mose. De virkede i Haastrup fra 1887 – 1930.

Menighedsrådsformand Per Frank

Sarkofagerne i Haastrup Kirke

Gemt bag en smedejernsport bagerst i Haastrup Kirke står to sandstenssarkofager med inskription på lågene.

I kisterne ligger Frederik Hein og hans hustru Susanne Brahe til grevskabet Hvedholm, som omfattede Hvedholm, Stensgård, Østrupgård og Damsbo. Frederik Hein ejede desuden Engelholm ved Vejle. Frederik Jensen Hein var født 12-12-1691 og døde 28-7-1751. Han var borgerlig født. Hans far, Jens Christensen, var amtsskriver for Riberhus Amt. Hvordan han er kommet til penge, så han kunne købe Stensgård og senere købe sig ind i Hvedholm er uvist. Under alle omstændigheder bliver han gift med Susanne Brahe, som var søster til herren på Hvedholm og Østrupgård, Preben Brahe. Senere købtes Damsbo Gods, så man kunne oprette et grevskab. Susanne Brahe og Frederik Hein blev gift i Horne kirke i 1737, og de købte også Grubbesholm i Vestjylland. Ægteparret døde barnløst. Susanne døde 21-1-1760. Hendes sarkofag bærer Brahernes og Billernes våbenskjold. Da Preben Brahe også døde uden arvinger gik stamhuset videre til Axel Bille, der dog døde kun 16 år gammel. Herefter tilfaldt stamhuset Henrik Bille til Egeskov, der senere tog navnet Henrik Bille- Brahe.

Susanne Brahe oprettede hospital i Jordløse i 1759. Bygningen står stadig og ligger på Landevejen over for kirken ved siden af den meget gamle skole.

Menighedsrådsformand Per Frank