Messehagelerne

Nej, det er hun ikke nødvendigvis. Messeklæder er ikke en nymodens opfindelse, men en hævdvunden liturgisk klædning for præster, der går tilbage til oldkirkens tid. Også de skiftende liturgiske farver, som anvendes på forskellige tider af kirkeåret har baggrund i kirkens tradition og er mange hundrede år gammel.

I vore to kirker har vi tre messehagler. I Jordløse en grøn og i Haastrup både en grøn og en violet. Især messehaglerne i Haastrup synes jeg er meget flotte, mens den grønne i Jordløse er af et mere moderne snit og meget fin i sin enkelhed.

I løbet af året skifter man mellem de forskellige farver.

Oprindelig var den liturgiske farve udelukkende hvid knyttet til dåben og til påskens fest – bortset fra Langfredag, hvor det er farven sort, som præsten bærer.

Omkring 1200 opstillede pave Innocens bestemte regler for anvendelsen af farver, og disse bestemmelser bredte sig overalt i den kristne kirke.

Kirkeåret starter jo ved adventstiden, og her er det violet, farven præsten bærer. Det er også den farve der gælder for fastetiden fra septuagesima og frem til palmesøndag. Farven udtrykker bod og anger. Derfor bør adventskransen i kirken også have violette bånd og ikke røde.

Den grønne farve er håbets og vækstens farve og anvendes i helligtrekongerstiden og trinitatistiden, hvor evangelieteksterne handler om Jesu barndom og opvækst samt om at vokse i troen.

Desuden bruger man rød i Pinsen samt Sankt Stefans dag, bedre kendt som anden juledag. Stefanus var den første kristne martyr, der blev stenet for sin tros skyld. Den røde farve er åndens, ildens og blodets farve.

Til slut bruger man den hvide farve, som er renhedens, lysets og glædens farve og anvendes ved de såkaldte Kristusfester, som juledag, de to påskedage bortset fra bededag, hvor man bruger violet, Mariæ bebudelsesdag, Kristi Himmelfartsdag samt skærtorsdag og allehelgensdag. I stedet for hvid kan også den gyldne farve anvendes.

(kilde: Kr. Dagblad)