Præsten skriver

Har du ondt i sjælen?

På en skala fra 1 til 10, hvor ondt har du så? Sådan spørger lægen én, hvis man i nød beklager sig over smerter. 1 står for det sva- geste og 10 det værste. De færreste vil nok indrømme, at man er oppe og svinge i et 10- tal og forbinder det med at være døden nær. Man vil nok nærmere svare henad 8, selvom det gør vanvittigt ondt. Og selv da, vil det være forskelligt fra menneske til menneske, hvad smerte egentlig er for noget og hvordan den opleves. Men her taler vi jo også kun om kroppens smerte. For hvad gør man med sjæ- lens smerter – de smerter, der kan tryne én i lige så høj grad som de fysiske? Også selvom de måske bare ligger i den lave ende af ska- laen. Ja ja, tænker de fleste af os -de hører nok bare med til livet, - og de synes ikke tunge nok til at gå til lægen med? Eller hvad med de smerter – det nag, hvor man er usikker på, om det overhovedet gælder som sjælesmerter – er ensomhed i virkelighed en sjælesmerte? Her kunne man godt en gang imellem have gavn af at tage temperaturen på sig selv og stille spørgsmålet: har jeg egentlig ondt i sjæ- len? Og hvor ondt gør det? Her gælder det – ligesom ved den kropslige smerte om at tage det i opløbet – komme afsted, så at sige, før læsset tipper helt.

Som præst får jeg mange henvendelser om sjælelig smerte – og har mange samtaler, der drejer sig om den slags. For det er jeg som

præst uddannet til at tage mig af. Sjælesorg, kalder vi det. For det drejer sig om at drage omsorg for sjælen – og her er der ikke piller, der kan kurere. Hos en præst er det gennem samtale, at vi sammen vurderer og kigger på dét, som gør ondt i sjælen. Det kan være, man føler sig ensom – også selvom man er omgivet af mange mennesker. Det kan være, at gamle stridigheder plager én – og gør det svært at komme videre. Det kan være, at man er midt i en livskrise, fordi man har stress, har skiftet arbejde, er midt i en skilsmisse eller børnene er flyttet hjemmefra. Sjælesorg kan være mange ting – og det behøver ikke kun at handle om sorgen over at miste eller være tæt på et selvmord.

Mange gange får jeg kontakt til nogen lidt ad en sidevej – hvis vi mødes i en anden sam- menhæng. Men sådan behøver det ikke være. Man behøver ikke vente med at gå til præ- sten før man synes, man er døden nær og en 10 ud af 10. Det behøver virkelig ikke at være så alvorligt, før vi kan snakke om det. Så grib knoglen og slå på tråden – også selvom det bare er en 1 ud af 10 på skalaen. Eller kontakt mig oppe i kirken. Jeg er her for det samme.

Venlige hilsner Rikke