Præsten skriver

Præsten skriver

I Haastrup har vi for sidste gang indviet Lutherlunden med besøg af både borgmester og biskop. Sidste hånd er lagt på arbejdet – og alle de tolv steder står nu færdige, så man kan få fuld valuta for pengene, når man besøger stedet.

Et af de steder, vi har anlagt i Lutherlunden består af et træ og en sten – og udgør sammen med et Nelson Mandela-citat punktet for tilgivelse. ”Uden tilgivelse – ingen fremtid”, står der på stenen – eller som skiltet siger; ”Tilgivelse er en forudsætning for menneskeligt samvær”. Sande sætninger, man sagtens kan tage til sig, når man er ude at lufte hunden i lunden – eller bare på sightseeing i det grønne. Nemt er det, når man har sit på det rene og er gode venner med de fleste. Men for det menneske, der har prøvet at stå uden for et andet menneskes nåde – eller måske selv har oplevet noget, som er ubegribeligt svært at tilgive, ja så ringer der en klokke, når man læser sætningerne. 

Jeg husker en historie om tilgivelse, jeg engang fik fortalt. Hvor den kommer fra, ved jeg ikke – men her får I den alligevel.

Vi befinder os på den anden side af Atlanten, hvor en ung mand stod for retten og skulle dømmes for noget, han havde gjort. Jeg ved ikke, hvad det var, men det var nok til at give ham fængselsstraf. Faren var til stede, da straffen blev læst for ham – og da sønnen blev ført ud i håndjern vovede han et kort øjeblik at løfte blikket for at møde sin fars øjne. Det skulle han aldrig have gjort – for de var fyldt med skuffelse og vrede. Da han kom tæt forbi faren sagde sønnen; ”tilgiv mig, far!”, men faren svarede sammenbidt ”aldrig”.

Årene gik og straffen lå tungt på sønnens skuldre – ikke mindst fordi faren havde taget sådan på vej. Aldrig hørte han et eneste ord fra ham. Da tiden var ved at være gået og han kunne se frem til at blive løsladt skrev han hjem til gården. ”Kære far, Jeg bliver snart løsladt fra fængslet – og jeg vil tage det tog, der går forbi gården, når jeg tager derfra. Hvis du kan finde et sted i dit hjerte at tilgive mig, så hæng en hvid klud i træet foran gården, så ved jeg at jeg kan stå af og komme hjem. Men hvis den ikke hænger der, så skal jeg nok forsvinde ud af jeres liv og aldrig genere jer mere.”

Dagen kom og sønnen blev løsladt. Han steg ombord på toget – og da det nærmede sig gården kunne han ikke få sig selv til at se op, men bad en medpassager om at se efter, om der var hængt en hvid klud op. ”Er der det” spurgte sønnen. ”Nej” lød svaret – og i det sekunds pause lå et helt liv i ensomhed og ventede – men så fortsatte medpassageren ”der er hundredevis af klude”! Nu så sønnen op og ud gennem togvinduet så han hele træet fyldt med hvide klude – ja, selv hegnet langs banen var der bundet klude fast.

”Hvad betyder de klude, spurgte medpassageren. ”Det betyder, at min far har tilgivet mig, og at jeg nu kan vende hjem” sagde sønnen og skyndte sig at tage sin kuffert og stige af toget, da det holdt.

En dejlig historie, der minder os om værdien af tilgivelse.

I Lutherlunden har vi plantet et træ ved siden af stenen med Nelson Mandela-citatet. Træet er et duetræ – og når det om nogle år er stort nok, så vil det blomstre med store hvide blomster, som minder om historien, I lige har hørt.

Kom og oplev Lutherlunden – der er mange gode og tankevækkende små rum og en vidunderlig sø med bænke, hvor madpakken kan nydes og kaffen drikkes – eller hvor man bare kan lade tankerne flyde.

Venligste hilsner

 

Rikke