Foredrag ved sognepræst Rikke Gotfredsen

Onsdag d.11.Marts tager sognepræst Rikke Gotfredsen os igennem menneskehedens historie og fortæller om døden set med arkæologiens øjne.

Rikke Gotfredsen har i efteråret 2025 haft studieorlov, hvor hun har fordybet sig i bøger og gamle skrifter samt en længere rejse i Sydamerika, hvor man kan opleve en anderledes måde at mindes de døde på. Om emnet siger hun : "Hvad har folk rundt om i de forskellige kulturer mon tænkt, når de skulle sige farvel til deres døde – og hvordan trækker det spor op igennem historien til den måde, vi i nutiden siger farvel? 

Det er virkelig spændende at tænke på– og fællesnævneren synes at være, at alle disse grave op gennem historien bærer tegn på omsorg og kærlighed i forhold til den døde. Her i nutiden bærer vi stadig traditionerne videre – og vi fornyer dem. Blomsterne har stadig en stor rolle som et livssymbol midt i alt det døde – og i forskellige kulturer kommer det til udtryk på mangfoldige måder. I Danmark og vesten holder vi Halloween, der gør døden uhyggelig, men også sjov og en anledning til at samles. I Sydamerika ser man derimod, at døden får en helt anden rolle, når man samtidig med Halloween inviterer de døde ind i de levendes land på ”de dødes dag” og opstiller altre med fotos af den døde og serverer deres yndlingsretter.

Der gemmer sig mange forskellige syn på døden i vores skikke, men mest af alt vidner de om vores kærlighed til dem, vi har mistet" fortæller Rikke. Entré: 50 kr. (medmindre man er medlem).