Hygge

De seneste år har ordet ”hygge” været oppe at vende. Ikke kun herhjemme har det fået en særlig plads i ordbogen, men også i udlandet har der været fokus på begrebet.

”Hygge” De seneste år har ordet ”hygge” været oppe at vende. Ikke kun herhjemme har det fået en særlig plads i ordbogen, men også i udlandet har der været fokus på begrebet. For ordet hygge dækker ikke kun et ord, man bruger, når det passer ind, det er en livsstil og tilsynela- dende er vi danskerne særligt gode til det – ja, har måske endda opfundet det. Det fandt jeg i hvert fald ud af sid- ste gang, jeg var ude at rejse og i lufthavnens boghandel faldt over en bog på engelsk med titlen ”Hygge”. Denne beskrev om(hygge)ligt, hvordan vi danskere praktiserer det at hygge sig i det daglige – hvordan vi har syet hyggen ind i vores dagligdag som en selvfølgelighed og at det er værd at efterligne. Der var endda opskrifter på, hvordan man kunne skabe denne ”hygge” selv – købe stearinlys, tæpper og puder osv. 

Jeg købte ikke bogen den dag i lufthavnen. Ikke så meget, fordi den vejede for meget (tænk at noget så en- kelt som hygge kan beskrives på så mange sider) og det er begrænset, hvor mange kilo, man må tage med, når man rejser. Men lige så meget fordi jeg tænker at emnet for længst er afdækket. Og det må jo være fordi jeg i min danskhed er så vant til at hygge, at jeg slet ikke anser det for at være noget særligt. Her er vi jo som danskere vok- set op med hyggen. Der bliver hygget fra det øjeblik, man slår øjnene op efter fødslen, når jordemoderen kommer ind med en bakke med stearinlys og franskbrødsmad- der. Og der bliver hygget, når læreren har plukket en buket friske blomster til vores første skoledag, når der om vinteren bliver tændt op i pejsen og tæpperne hives frem. Varm kakao efter sneboldkampen i haven er ikke ualmindelig, og mine egne forældre insisterer på en kop formiddagskaffe, selvom morgenkaffen kun blev druk- ket for to timer siden, for ”det er nu så hyggeligt”. Når december nærmer sig, popper lyskæderne op alle vegne, og hjemmene rundt om bliver indhyllet i hygge. Selv når nogen dør, hygger vi om situationen og tænder lys og sætter blomster og sidder lidt ved den døde, for det ligger os nært at skabe rum for både særlige og alminde- lige stunder. Det er naturligt for os, for det er vi vokset op med. 

Det kan derfor komme helt bag på en, at resten af verden tilsyneladende ikke har hygge i samme grad. Og jeg kom faktisk til at gnægge lidt, da jeg fik øje på opskrif- terne på hygge, så man selv ude i verden kunne hygge som danskerne gør det. For de glemmer noget vigtigt – nemlig at uanset hvor mange puder, du dynger op og hvor mange tæpper, du lægger eller stearinlys du tænder, så er det ikke nok med det. Hygge er og bliver, når to eller flere mennesker sammen skaber en særlig stemning. Uanset antallet af stearinlys. Hygge er, når man i fællesskab slapper af og ordene får lov at falde hvorhen de vil. Selvfølgelig kan man også hygge sig helt alene – med en bog eller bare ved at lade tankerne falde, men de bedste stunder er nu dem man deler med andre, synes jeg. 

I kirken forsøger vi konstant at skabe rum for hygge. Rum, hvor tankerne får lov at vandre og hvor der er rige- ligt med stearinlys. Men al denne snak om hygge ude i verden har alligevel fået os op af stolen, så vi nu forsøger os med et nyt tiltag – hyggegudstjenester. Vi har købt puder ind og serverer kaffe og lagkage, som indtages imens der er gudstjeneste. Selve gudstjenesten er kort, men hyggelig og med plads til at vi kan få en sludder bag- efter. 

Jeg glæder mig til at hygge – og håber at mange af jer vil være med!